The Balcony, Odense

13. jun. 2016

 

The Balcony, Odense

Vestergade 68, 1.th,
5000 Odense C,
 
Juni 2016
 

A night to remember

Trods en skult indgang via en dunkel trappegang, blev vi meget imponerede af både køkken og team i Odenses nyeste gourmetrestaurant The Balcony, som ligger centralt i Odense. Man mærker fra starten, at man er velkommen.

 Et smilende personale bød velkommen

Vi blev vist til rette i et hyggeligt sofahjørne og nu skulle der nydes, dét stod klart. Restaurationschef Peter Fæster tilbød os en 1. cry champagne, let og elegant på Blanc de Blanc. Alternativt kunne der vælges en rosé grand reserve champagne – begge fra Mandois. En topegnageret kok fik smilene frem, da han diskede op med rustikke lerpotter med friske urter plantet i spiselig jord. Dertil rørt rygeost med røget salt. Han forklarede engageret omkring “Jorden”. De specielle chips af blendet torsk og rødbede havde en fin smag, og de var samtidig en sjov, vægtløs madoplevelse.

Vi blev vist til et smagfuldt opdækket bord med skønne lysstråler fra aftensolen ved balkonen over Mageløs, Kongensgade og Vestergade i centrum af Odense. Her ventede en lille appetizer mere: Spr’dstegte brisler arrangeret på enebærgrene. Brød er ikke bar brød – valnødde-, soltørret tomat- og neutralt brød bagt på manitoba hvede. Fremragende brød serveret i en rustik trækasse på korn. Hjemmelavet smør med sydesalt og smør indhyllet i høvlet Vesterhavsost så fint som sne. Lækkert!

Skaldyr, fisk og skønne hvidvine

Nu hvor vi sad i behagelige stole og var velforsynede, kunne vi betragte teamet på The Balcony og se, at der var en rigtig god indbyrdes stemning. Peter Fæster, som passede os perfekt op aftenen igennem, er en entusiastisk vinelsker. Han serverede tilfreds endnu en 1. cru, denne gang en Chablis fra Joseph Drophin, Bourgogne. Den passede fantastisk til første forret – en lille, fin medalje af kongekrabbe med fynske asparges, creme fraiche og dild. Brødkassen blev genfyldt til stor glæde for alle. Næste vin var en ualmindelig lækker Sauvignon Blanc fra New Zealand. Winemaker Michael Seresin – kendt som filmproducent af bl.a. Harry Potter – står for denne super hvidvin, der har hele spektret af hyldeblomst, stikkelsbær og også asparges. Og den gik virkelig fint til de små kunstværker af pighvar rullet i glaskål med “Hat” af tallerkensmækkerblad. Chefkok Peter Hansen forklarede, mens han serverede en vidunderlig sauce.

Australske dråber til malkeko med kål

Peter Fæster præsenterede os for en kraftbombe fra Leeuwin Estate. Cabernet Saugvignon med masser af fylde og kraft. På rustikke lertallerkner fik vi et perfekt stegt stykke malkeko. Malkeko, tænkte vi! Men stik imod vores forventning var kødet både velsmagende og meget mørt. Måske lidt større stykke ville gøre hovedretten perfekt, da der ikke blev serveret kartofler eller anden grøntsag til. En fin, lille portion revet trøffel og ramsløg toppet med blomster gjorde tallerkenen til en fryd for øjet. En alternativ Waldorff salat serveret i dyb skål, var endnu et behageligt bekendtskab.

Dessert smukt som et maleri

Dessertvinen Le Pins var økologisk og smukt afstemt til desserten, som var kørvelis og gulerods sifon med hvid chokolade kreativt anrettet som et lille maleri. Her var flere slags knasende dryst, der gav desserten masser af karakter.

Denne aften var virkelig fremragende.

 

Anmeldelse fra BusinessNYT nr. 2, 2016